Da det oprindelige udkast til en forfatningstraktat for Europa blev syltet efter Frankrigs og Hollands nej, var der sikkert også lettelse blandt ledende danske socialdemokrater og borgerlige. Hele den politiske symbolik med flag, hymne, møntfod og fælles europadag, der skulle give udtryk for ideen om et fælles Europa blev kasseret, og resultatet blev til den langt mere instrumentelle – og dermed også uforståelige – Lissabon-traktat, der trådte i kraft i december sidste år.

Forleden faldt jeg imidlertid over et indlæg hos den finske jurist og euroblogger Ralf Grahn, der påpeger, at ikke alle lande i Europa har lige så begrænsede europæiske ambitioner som Danmark. Faktisk gik 16 EU-lande sammen om en fælles udmelding, der trods udeladelsen i Lissabon-traktaten erklærer, at

‘the flag with a circle of twelve golden stars on a blue background, the anthem based on the ‘Ode to Joy’ from the Ninth Symphony by Ludwig van Beethoven, the motto ‘United in diversity’, the euro as the currency of the European Union and Europe Day on 9 May will for them continue as symbols to express the sense of community of the people in the European Union and their allegiance to it.’

Den udmelding sætter virkelig det danske forhold til EU i perspektiv.

Min tidligere kollega Minna Lindberg fra Svensk Ungdom i Finland, der blev valgt som præsident på weekendens UNR, skriver på sin blog, at føderalstaten Norden måske nok lyder lidt far-fetched, men at det er i mange nordiske spørgsmål kunne være ønskeligt med en vis överstatlighet. I samme dur plæderede den svenske historiker Gunnar Wetterberg i Dagens Nyheter for et par dage siden for, at Kalmarunionen skulle genindføres med EU som forbillede.  København skulle præcis som i den historiske forgænger være nordisk hovedstad, og Dronning Margrethe nordisk regent. Argumentet er, at de fire nordiske lande til sammen udgør verdens 10. største økonomi og derfor bør have en fælles stemme i verden.

I den mere seriøse ende barslede den tidligere norske udenrigsminister Thorvald Stoltenberg på foranledning af statsministrene i Nordisk Råd tidligere på året med 13 forslag til nordisk udenrigs- og sikkerhedspolitisk samarbejde. Der var mange gode takter om bl.a. bedre udnyttelse af ressourcerne (fx flere ambassadefællesskaber som i Berlin), men det mest vidtgående var dog ideen om en nordisk solidaritetserklæring, der skulle være en slags pendant til NATO’s musketered. Kombineret med et tæt militært samarbejde med øget specialisering og sammenslutning af styrker skulle det give øget sikkerhed og militær gennemslagskraft i Norden.

Ideen er fascinerende. De nordiske lande (de spøjse finner måske undtaget) har en fælles historie, et fælles sprog, et fælles værdisæt osv. Hvorfor ikke slå pjalterne sammen og tale med en nordisk stemme i vores nærområde og ude i verden?

Ideen er fascinerende. Men den er også en distraktion fra et vigtigere projekt, som rummer langt større potentiale, nemlig det europæiske. Og det er jo ikke fordi, Norden ikke har forsøgt. Tænk på alle de konflikter, som de nordiske lande selvstændigt har forsøgt at løse. Oslo-aftalen, der skulle give palæstinenserne en selvstændig stat eller borgerkrigen på Sri Lanka hvor nordiske observatører skulle mægle mellem parterne. Intentionen har begge steder været god, men vejen til helvede er også brolagt med gode intentioner. De nordiske lande har ikke haft den politiske tyngde til at sikre opretholdelsen af de indgåede aftaler, når det blev hedt. En sådan tyngde kan Danmark kun blive en del af ved at fastholde blikket mod syd og arbejde for en styrket fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU.

Derfor er alle disse ideer om det nordiske da også kun det – velmenende ideer, der fjerner fokus fra der, hvor de nordiske lande kunne gøre en virkelig forskel: ved at tale med en klar stemme for frihandel, for demokrati, for tolerance i EU og på den måde gøre en reel forskel i verden.

Snittet for bloggen er endnu ikke lagt helt fast – vil lade det udvikle sig og se, hvor den ender. Men det bliver et sted i spændingsfeltet mellem mit personlige engagement i dansk politik, min interesse for dansk EU-, udenrigs- og sikkerhedspolitik, min passion for bøger og betragtninger fra min hverdag, der knytter sig an til de tre temaer.

Der er historier nok at tage fat på. Regeringens bevidste konfrontationskurs i forhandlingerne om globaliseringspuljen, automatreaktionen fra det politiske system om strammere terrorlovgivning efter gårsdagens terrorafsløringer og Connie Hedegaards mulige exit til Bruxelles. Jeg glæder mig til at komme i gang.

PS. Undrer du dig over pingvinerne?